 |
Jons Musik 2
Tracklist:
- Jons Sugerhit
- Kvidresang
- Starcraft Remix
- Dona Nobis Pachem
- Kongens Tale
- Klarinet Uden Sukker
- Fingrene Væk Fra Min Rosin
- Jungleworld
- Zappa
- Dancing You Crazy
- Probe Mix
Færdiggjort i år 2001.
Jons Musik 2 er ligesom 1’eren stærkt præget af begrænsningerne i de forskellige versioner af computer-programmet eJay, men jeg kunne mærke at det var utrolig svært ikke at komme til at gentage sig selv, ved at benytte de samme lyde flere gange. Derfor lavede jeg mine egne lyde og blandede dem ind i mellem, mens jeg også lånte lyde her og der, blandt andet fra computerspillet StarCraft. Men ikke alle numrene fra denne cd er lavet med eJay. Jeg begyndte at gå over til et andet program, kaldet Logic Audio, der ikke har nogen begrænsninger på samme måde som eJay, men som til gengæld er noget sværere at benytte. Her skal man nemlig kunne spille musik eller på anden måde have forstand på hvad man laver, for at være med. Med et keyboard sat til computeren spillede jeg nu alle mine instrumenter ind, eller klikkede musikken ind med musen. Her var ingen færdige lydstykker; jeg skulle lave dem selv (det er også meget sjovere).
På daværende tidspunkt gik jeg i 8. klasse, og var med i klassens 8. klasses skuespil. Jeg skulle lave noget musik til stykket, en begravelsessang og noget dystert musik til når den onde konge trådte ind på scenen og holdt tale for sine undersåtter. Det resulterede i en ny version af den latinske klassiker Dona Nobis Pachem samt nummeret Kongens Tale.
Kvidresangen har sin helt egen historie, der slet ikke minder om noget af det andet musik på pladen. Den er nok det største, eller måske skulle jeg sige eneste hit, jeg har lavet. Den var nemlig det første nummer jeg nogen sinde indspillede, med sang på og det hele. Jeg gik i tredje eller fjerde klasse, og på det tidspunkt boede min far tæt på skolen, så ofte gik jeg hjem til ham i stedet for at tage bussen, og så gik jeg og fandt på små melodier og ind i mellem også tekster. Da min far fandt ud af det, var han hip på at den sang skulle indspilles. Så det blev den. Han hjalp mig med musikken, som jeg den gang ikke havde det mindste forstand på, og fik lavet et jazz/blues nummer ud af den. Men denne sang er altså indspillet med sang på, da jeg gik i tredje eller fjerde klasse, så den spæde barnestemme er udødeliggjort. Hvorfor den ikke kom med på Jons Musik 1 husker jeg ikke længere. Jeg tror simpelthen ikke jeg havde tænkt over, at jeg havde den sang da jeg lavede albummet.
Coveret minder meget om det på 1’eren, bortset fra baggrundsfarven. Da jeg startede med at lave musik, havde jeg tænkt mig at alle mine cd’er skulle have samme cover, men med forskellige farver. Det holdt dog kun til og med 2’eren, da jeg jo også med tiden ændrede udseende og ikke syntes det gamle billede var så passende længere.
|